Om O-gruppen

Organisationsgruppen er en specialgruppe under Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation.

Organisationsgruppen organiserer ansatte og freelancere, der producerer journalistik eller kommunikation målrettet medlemmer i organisationer.

Medlemmerne er journalister, kommunikationsmedarbejdere, redaktører og andre, der arbejder med trykte medier, web, SoMe og tilhørende produktion for organisationer som f.eks. Ingeniørforeningen IDA, BUPL, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Danmarks Sportsfiskerforbund, Fagbladet Folkeskolen, Dansk Flygtningehjælp med mange flere. 

Organisationsgruppen har ca. 300 medlemmer. 

O-gruppemedlem

Hvis du er ansat i en  organisation uden medarbejderforening er du O-gruppemedlem. Hvis ikke du automatisk er medlem, så kontakt DJ på tlf. 3342 8000.

Medlemsskab koster 20 kr. om måneden for alle. Det giver adgang til alle vores arrangementer, der er dog deltagerbetaling ved vores julefrokost og evt. sommerudflugt. 

Hvis du ikke kan blive O-gruppemedlem, kan du altid være tilknyttet O-gruppen som i-medlem (interessemedlem). Som i-medlem bliver du inviteret til alle vores arrangementer på lige fod med andre. Men du kan ikke blive delegeret for O-gruppen.

Kontakt DJ for at blive i-medlem. 

Bestyrelsen

Maria Becher Trier

Formand

Send en besked
Tlf.: 3028 1175

Benjamin Rothenborg Vibe

Næstformand

Send en besked

Anne Kathrine Spangsberg Rosener

Kasserer

Send en besked
Tlf: 3024 8435

Sabrine Mønsted

Medlem

Send en besked

Louise Knuth Pedersen

Medlem

Send en besked

Sebastian Bjerril

Suppleant

Send en besked

Janni Iben Faurskov Hansen

Suppleant

Send en besked

Vedtægter

Besluttet ved Organisationsgruppens ordinære generalforsamling den 24. februar 2009 og Organisationsgruppens ekstraordinære generalforsamling den 25. marts 2009. Godkendt af Hovedbestyrelsen i Journalistforbundet den 13.-14. maj 2009.
Senest opdateret ved generalforsamling 27. februar 2020.

§1
Organisationsgruppen er en specialgruppe under Dansk Journalistforbund, og dens formål er varetagelse af medlemmernes faglige og økonomiske interesser. Gruppen er for dem, der producerer journalistik eller kommunikation målrettet medlemmer i organisationer

§2
Stk. 1.
Medlemmer er samtlige medlemmer af Dansk Journalistforbund, som er knyttet til gruppens arbejdspladser.
Stk. 2.
Som interessemedlemmer (i-medlemmer) kan optages øvrige medlemmer af Dansk Journalistforbund mod betaling af det for gruppen sædvanlige kontingent. I-medlemmer har ingen stemmeret ved valg af delegerede. I-medlemmer har stemmeret på gruppens generalforsamlinger og kan vælges ind i bestyrelsen.

§3
Stk. 1.
Der afholdes ordinær generalforsamling i februar. I lige år vælges formand og to bestyrelsesmedlemmer. I ulige år vælges næstformand og kasserer. Alle vælges for to år ad gangen.
Stk. 2.
Medlemmer under uddannelse kan ikke vælges til posten som formand eller næstformand.
Stk. 3.
”Formanden tegner foreningen. I tilfælde af formandens varige forfald tegnes foreningen af næstformanden. I et bestyrelsesmedlems fravær indtræder en suppleant. Bestyrelsen anmelder inden tre dage efter generalforsamlingen til Dansk Journalistforbund, hvem der er valgt til gruppens formand.”

§4
Den ordinære generalforsamling fastsætter kontingent. Praktikanter er kontingentfri.

§5
Stk. 1.
Generalforsamlingen indkaldes med mindst tre ugers varsel via brev, e-mail eller elektronisk nyhedsbrev. Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende:

  1. Valg af dirigent.
  2. Formandens beretning
  3. Regnskab
  4. Forslag fra bestyrelse og medlemmer. Forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 3 dage før generalforsamlingen.
  5. Budget og kontingentfastsættelse.
  6. I lige år: Valg af formand og to bestyrelsesmedlemmer. I ulige år: Valg af næstformand og kasserer.
  7. Valg af suppleanter.
  8. Valg af delegerede og suppleanter til delegeretmøde m.m. i Dansk Journalistforbund.
  9. Valg af to revisorer og to revisorsuppleanter.
  10. Evt. andre valg.
  11. Eventuelt.

Stk. 2.
Forslag fra bestyrelsen om ændring af kontingent skal senest sendes ud sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen.”

§6
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen eller efter motiveret ansøgning fra mindst 10 medlemmer og med mindst tre dages varsel.

§7
Bestyrelsen skal overfor medlemmerne tilstræbe den videst mulige orientering om faglige forhold, herunder meddelelser om Dansk Journalistforbunds virksomhed.

§8
Bestyrelsens møder er åbne for gruppens medlemmer. Bestyrelsen kan dog lukke mødet, når den behandler personsager og andre sager, der kræver diskretion.

§9
Medlemmer, som tjenstligt eller ved sygemelding er afskåret fra personlig tilstedeværelse ved generalforsamlingen, kan stemme ved fuldmagt, som da med vedkommendes underskrift overbringes dirigenten ved mødets begyndelse og af ham eller hende bekendtgøres overfor generalforsamlingen.
En deltager i generalforsamlingen kan højst stemme i henhold til to fuldmagter.

§10
Medlemmerne har pligt til at underrette bestyrelsen om faglige uoverensstemmelser.

§11
Vedtægtsændringer kræver, at mindst 2/3 af de tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer på en generalforsamling stemmer herfor. Vedtægtsændringer skal godkendes af forbundets hovedbestyrelse, jf. forbundslovenes §20.

§12
Gruppen kan opløses, når to på hinanden følgende generalforsamlinger vedtager dette med 2/3 majoritet. Gruppens eventuelle midler tilfalder ved opløsning Dansk Journalistforbund.

Generalforsamling

Vi afholder ordinær generalforsamling i løbet af februar eller marts måned.

Udover at vi uddeler O-prisen med et dertilhørende traktement, kan du også høre om vores arbejde i løbet af året.

Vi skal altid have delegerede til forbundets Fagligt Forum og Delegeretmøde, der ligger på skift hvert år, og det er en god mulighed for alle O-gruppemedlemmer til at deltage og høre mere om forbundets arbejde.

Der er valg til O-gruppens bestyrelse hvert år, og du er altid meget velkommen til at stille op til posten, du kan evt starte med at være suppleant og prøve det af.

På denne side